Tip en ven Tip en venPrintPrintRSSAbonner på RSS-feed
 

Home party med skorstensfejer

Fyr den af med skorstensfejeren - helt gratis

Kun hver 4. dansker fyrer korrekt i brændeovnen, og det giver alt for meget sundhedsskadelig røg. Med ny kampagne fra Miljøministeriet kan alle få tjek på tændstikker og miljørigtig optænding med gratis besøg fra skorstensfejeren.

Brændeovnene står for 70 procent af udledningen af partikler i Danmark og er dermed den største kilde til luftforurening. Den sundhedsskadelige udledning af partikler fra landets 750.000 brændeovne kan mindskes med op mod 80 procent, hvis danskerne tænder op i toppen af brændet i stedet for i bunden.

Men ifølge en ny måling fra Miljøstyrelsen er det kun hver fjerde brændeovnsbruger, der følger dette enkle råd. På trods af, at to ud af tre kender rådet. Derfor tilbydes alle brændeovnsejere et gratis besøg af den lokale skorstensfejer, hvor de lærer at få fut i flammerne og samtidig skåne luften for skadelige partikler.

- Gode råd får vi hele tiden masser af som forbrugere. Men skal vi tage dem til os og ændre vaner, har de fleste af os brug for at have hænderne med. Derfor tilbyder vi nu alle brændeovnsejere at få besøg af en skorstensfejer som kan lære en de bedste skorstensfejertricks til at tænde rigtigt op, siger miljøminister Ida Auken.

Home party med skorstensfejer
Skorstensfejernes såkaldte home parties er en del af opfølgningen på sidste års kampagne "Rygestop-guide for brændeovne" og kan bookes her. Ifølge Miljøstyrelsens vurdering kan det hvert år undgås, at cirka 80 danskere dør for tidligt, hvis alle følger kampagnens fire råd om fornuftig fyring.

Danskerne har trekvart million brændeovne stående i deres hjem og sommerhuse.

Miljøministeren er netop på vej med en ny bekendtgørelse i høring, der strammer kravene til de nye brændeovne, der sælges, så de udleder færre partikler.

Kampagnens fire råd til fornuftig fyring

1. Tænd op i toppen af brændet.
2. Brug kun tørt træ.
3. Sørg for rigeligt luft til flammerne.
4. Tjek, at røgen er næsten usynlig.

Book et gratis besøg af en skorstensfejermester her, hvor man også kan læse mere om rådene.

Stil spørgsmål, og få gode råd på facebook-siden "Få renere røg fra din brændeovn" .

Yderligere oplysninger:
Mikkel Bonnesen, pressemedarbejder, Miljøministeriet, tlf. 22 67 55 39, e-mail: mibbo(at)mim.dk
Charlotte von Hessberg, kampagneansvarlig, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 45 08, e-mail: chste(at)mst.dk

 
ArkitektLandskab & HaveSkovfogedeTeknik & EnergiØkonomi & Jura
Created by
Webdesign:
crosendahl.dk

Programmering:
jyskweb.dk