Tip en ven Tip en venPrintPrintRSSAbonner på RSS-feed
 

Cottagehaven

Af: Lilly Ravn

11/26/12

En cottagehave er som et lille poetisk digt, fuld af smukke, lidt gammeldags blomsterformer, f.eks. akelejer, riddersporer, lupin, lavendel og historiske rosenbuske i en lidt tilfældig orden.

 

Jeg kan godt lide den hyggelige, afslappede atmosfære, der hersker i cottagehavens lidt selvgroede udtryk. Tilstedeværelsen af selvsåede blomster som akelejer, lupiner og digitalis mellem andre stauder og enkelte træer eller buske, giver netop dette lette, lidt tilfældige udtryk, som gør haven så stemningsfuld. Når det er sagt, er cottagehaven også en havetype, der kræver haveejerens tilstedeværelse. Den klarer så at sige ikke sig selv, men kræver en slags usynlig indgriben eller opmærksomhed fra haveejeren til at styre tropperne, som også gerne vil bestemme en del selv. Her skal i ny og næ lidt hyggelig havetid til, i form af selektiv lugning og ind imellem tilføjelse af et stativ eller en opbinding. Alt sammen noget der gør opholdet i haven og havens udseende hyggelig og smuk. Havetypen egner sig især til mindre haver eller små haverum. Små overskuelige størrelser, hvor man kan samle mange af yndlingsstauderne i bede, evt. kombineret med enkelte frugttræer og buske evt. bundet sammen af grusstier.

Kig grundigt på dit sted og dig selv, er det gode omgivelser og tid og energi, der vil passe til den detaljerede cottagehave? Hvis svaret er ja, er en fidus til at få succes med cottagehaven at plante relativt tæt fra starten, dog så der stadig er en smule plads til at enkelte planter kan så sig selv. Så bliver lugearbejdet hurtigt til at overse. Cottagehaven kan danne ramme om et udvalg af yndlingsstauderne, men også et par historiske roser, buksbom, småblomstrende clematis, evt. suppleret med dekorative nytteplanter fra køkkenhaven kan være fint indhold. Giv dig selv lov at lave din egen udgave af cottagehaven. List yndlingsstauderne op og sorter i dem. Et planlægningsmæssigt trick, for at skabe en smule orden mellem de mange forskellige blomster, er at gentage den samme lidt markante staude f.eks. silkepæon, stormhat eller lupin, nogle gange i bedet. Helst lidt tilfældigt.

Mellem de markante planter kan planter, der væver sig sammen med de øvrige, f.eks. forskellige storkenæb plantes. Endelig kan man plante en kant af f.eks. lavendler eller porcelænsblomst rundt om bedene. Det, sammen med plantning af enkelte buske, og evt. et smukt frugttræ, kan danne en god rygrad i den lidt løse struktur. Derefter er det stort set bare at springe ud i det, have modet til at plante løs, dele de stauder, du gerne vil have flere af, og sortere andre fra igen, som ikke rigtig lykkes i sammenhængen. Og løbende udvikle og være i haven. At nyde haven både fra bænken op ad huset og midt ude mellem stauderne med planteske, lugejern og blomsterkurv.

 
ArkitektLandskab & HaveSkovfogedeTeknik & EnergiØkonomi & Jura
Created by
Webdesign:
crosendahl.dk

Programmering:
jyskweb.dk